Nikon D4

Nikon D4 er efterfølgeren til det nærmest legendariske D3s og D3. Set i forhold til D3 så er D4 en ret stor opgradering, iso performance og autofokus har fået det store facelift samtidigt med at opløsningen er blevet hævet fra 12Mpix til 16Mpix. Set i forhold til D3s så er det principielt kun AF der er blevet opgraderet, de ekstra 4Mpix er kun en minimal opgradering. Så har man et D3s så skal man overveje om det er værd at opgradere. Ja D4 er allerede blevet afløst af D4s og D5, så hvorfor lave denne anmeldelse ? Jo fordi det er et kamera der kan fåes brugt til en håndterbar pris, og derfor kan det være interessant at vide hvad man får. Man får et top kamera fra linien af topmodeller, og selvom det har et par år på bagen. Sensoren er på 16Mpix (4928×3280 pixels) og har et ret fornuftigt dynamisk område på 13.1Ev. AF er en videreudvikling af sensoren fra D3/D3s der er gjort mere følsom og kan arbejde til F8.

Nikon D4, Sigma 24-105 F4, 90mm, F4, ISO2800, 1/200s

Ergonomien er som de tidligere topmodeller helt fantastisk. D4 har fået er par meget velkomne ændringer. Først så er vertikal grebet blevet ændret så det ligner horisontal grebet, så slut med at fiddle efter knapperne de sidder samme sted. Desuden er der tilføjet en lille gummi dut som giver et meget bedre greb vertikalt. Udløseren er vinklet en smule mere hvilket giver en mere behagelig følelse. AF selektoren er ændret til det nye system der findes på D7000/D800 osv. Det syns jeg er en mere intuitiv måde at indstille autofokus på. Til sidst er der kommet et par nye joystiks, der kan flytte på fokus punkterne, nok inspireret af Canon. Det fungerer udemærket, men jeg har flere steder læst at de har det med at falde af – på mit hus er der heldigvis ingen problemer der.

Kameraet har 2 memory kort slots som hører sig til. Et CF kort og et XQD kort er der plads til. Ville langt hellere se 2 ens kort, men tror Nikon har tænkt at denne måde giver brugerne en blid overgang til de nye og ret dyre XQD kort. Fordelen med XQD kort er at de er hamrende hurtige, og sammen med den hurtige buffer i D4 så kan man let skyde 100 billeder i et burst med 10fps. Og i løbet af nul komma dut så er den klar til næste burst – næsten urealistisk.

Batteriet er en ny type EN-EL18 som har lidt lavere kapacitet end D3/D3s batteriet. Men da D4 skulle spare lidt på brændstoffet så er det ikke et problem. Der er imponerende meget strøm i de batterier, og med 2 styk i tasken føler jeg mig godt dækket ind. En konfirmation kunne let dækkes med kun 1 streg brugt på batteriet, så det er ret imponerende.